Racebeskrivelse.


Oprindeligt var det eskimoerne i Nordamerika, der brugte Malamuten som trækdyr, men til forskel fra slædehundene på Grønland, var Malamuten samtidig en del af familien. Dette er også kendetegnende for racen i dag, hvor den helt naturligt indtager sin plads i familien. En Malamute er IKKE en vagthund, men kan generelt lide alle mennesker ikke mindst børn.

En Alaskan Malamute er en meget naturlig hund. Den har stærke overlevelsesinstinkter, der hos mange andre racer er gået tabt. Det skal understreges, at racen hverken kan sammenlignes med ulve eller slædehunde på Grønland. Nogle træk har de dog til fælles. Deres flokinstinkt er meget stærkt, og enhver flok har brug for en stærk og intelligent leder (alpha) for at fungere. Hvis ikke lederskabet er i orden, vil det skabe uro og frustration i flokken pga. de magtkampe, der vil opstå. I naturen vil det være livstruende for flokken, der er afhængig af, at alle kender sin plads i hierakiet; f.eks. i en jagtsituation.
Selvom man "kun" har én malamute (eller en anden slags hund for den sags skyld) er man stadig en "flok". Det er derfor vigtigt, for at få en velafbalanceret og velfungerende hund, at man så tidligt som muligt får sit lederskab over hunden på plads. Der er selvfølgelig stor forskel på hvor dominerende hver enkelt hund er, men anskaffer man sig en Alaskan Malamute, skal man forvente, at ens lederskab og ikke mindst tålmodighed med jævne mellemrum vil blive sat på prøve. I disse situationer er det vigtigt, at man er rolig og konsekvent. Kosekvent er ikke lig med fysisk afstraffelse, da dette blot vil skabe en mistillid der undergraver din autoritet.
Både i DCH, DKK og lokale foreninger/hundeskoler kan man træne sin hund i lydighed allerede fra den er helt lille (hvalpen skal være færdigvaccineret). Dette er en god måde at lære sin hund at kende på. Man opnår en god kontakt, hunden lærer forskellige praktiske ting og man har mulighed for at styrke sit lederskab (Dette forudsætter selvfølgelig at man har lederskabet på plads hjemmefra). Mange problemer kan på den måde kommes i forkøbet.

Nogle vil sikkert påstå, at Malamuten ikke er særlig intelligent. Dette er imidlertid langt fra tilfældet, men til forskel fra f.eks. shäefere eller border collies, der er ivrige efter at behage og udføre opgaver, så er Malamutens udgangspunkt oftest: "Kan det nu også betale sig?". Det dúr derfor ikke at terpe den samme øvelse igen og igen, når man er til træning med sin Malamute. Den vil hurtigt begynde at kede sig og miste koncentrationen. Det er en god idé at variere træningen og holde pauser.

Pga. sin stærke psyke kan Malamuten håndtere næsten alle situationer. Dens rolige og venlige gemyt gør også, at man kan tage den med sig stort set alle steder.
Som man også kan læse i racestandarden, regnes agressivitet og sky væremåde for alvorlige fejl hos denne race. Det er dog en hunderace som typisk vil dominere sine omgivelser og det kan derfor blive et problem at omgås fremmede hunde. Det vil i hvert fald kræve lidt held, en afslappet hund med overskud og en træningsindsats fra din side.... og så er der stadigvæk ikke nogen garantier, for at det vil lykkes.

Fysisk er Malamuten en imponerende størrelse. En nærmere beskrivelse kan læses i racestandarden, men bedst kan den vel sammenlignes med en 4-hjulstrækker: Stærk og udholdende.
Den elsker at trække og anskaffer man sig en Alaskan Malamute er dette noget man bør kaste sig ud i.
Her i Danmark er aktiviteterne med en Malamute meget sæsonprægede, idet det frarådes at motionere når temperaturen er 10 grader eller derover. Når temperaturen tillader det, bør man supplere de daglige gåture med løbe- og/eller cykelture.

Malamuter elsker at grave! Især om sommeren graver de dybe, kølige jordhuller, og de tager ikke hensyn til smukke bede og fejlfri plæner. Anskaffer man sig en malamute, må man derfor indstille sig på at dette er en del af deres natur og enten finde sig i det, eller indrette en egnet løbegård, med god plads, skygge på de varme sommerdage og læ for vind og vejr hvis hunden skal gå der, f.eks. mens man er på arbejde. Der er mange fordele ved en løbegård. Man undgår at hunden laver unoder,når man ikke er hjemme og hunden kan tisse når den skal og ellers nyde udelivet og de herlige jordhuller når familien alligevel ikke er hjemme.

To gange om året fælder malamuten kraftigt! Vi er endda blevet ringet op af bekymrede malamuteejere, der ville høre om deres hund mon var blevet alvorligt syg, da man praktisk taget kunne se den bare hud mellem de spredte hår, der var tilbage. Dette er helt normalt, men med en malamute med uanede mængder af dejlig blød underuld og dækhår, skal man ikke være sart med hår på tøjet og i møblerne.

Man skal som hovedregel ikke forvente at man kan gå løs med en malamute. Har man en veltrænet malamute og har man lederskabet nogenlunde på plads, vil man kunne kalde den til sig, når den har lyst... men ser den noget mere interessant: andre hunde, heste, børn, en bøf... så er den typisk over alle bjerge. Ønsker man en hund, som kan gå uden snor, skal man derfor ikke anskaffe sig en malamute.

En Malamute kræver også at man indhegner haven hvis den skal gå løs der. Hegnet skal være minimum 180 cm højt, og selv denne højde kan snildt passeres af de værste udbrydderkonger. Er man ikke indstillet på at indhegne haven bør man slet ikke anskaffe sig en hund.

Har dette givet dig lyst til at stifte nærmere bekendskab med racen, er du meget velkommen til at kontakte os for en snak eller aftale tid for et uforpligtende besøg. E-mail til Unavoq